I lørdags fejrede vi Frejas fødselsdag med familien. Freja fik rigtig mange fine gaver i form af lækkert tøj, bøger og legetøj, og hun havde en herlig dag med alle sine yndlingsmennesker samlet på ét sted.
Den lyserøde kanin var et særligt hit. Den har også en sjov historie. Vi købte nemlig en lille pink kanin til Freja, da hun var helt lille. Hun knyttede sig så meget til kaninen, at vi besluttede os for at have to identiske, så vi kunne vaske dem på skift, og så verden ikke gik under, hvis vi skulle miste en bamse. Da det netop skete, at vi glemte en i Ikea, og den anden mistede et øje, ville vi anskaffe os en ny backup, men ak de var udgået og udsolgt verden over. Vi købte en prikket erstatning ved navn Mimi, som dog aldrig er blevet helt så højtelsket som 'Bamse'.
Så gik jagten ind, og i samlet flok mente farmor, onkel og tante, at de nu havde fundet bamsen i USA. Forhandleren nægtede bare at sende den til Danmark, så af omveje, der involverede bekendte bosiddende i USA, der skulle på ferie i Danmark, kom bamsen endelig hertil. Men da pakken så blev åbnet, var bamsen ikke bare gigantisk men også en anden farve, og den store indsats syntes helt forgæves. Lige indtil Freja fik sin gave, for hendes øjne blev kæmpe store, og hun lyste op som aldrig før. Lulu, som den nye store og lyserøde kanin hedder, blev krammet og puttet, fik ble på og blev kørt rundt i hele lejligheden.
Bamse og Mimi er stadig bedst, men Lulu er også elsket og skal med i seng som den nu tredje kanin, Freja deler dyne med. Na ja, lige indtil Freja vågnede i nat og kastede op ud over pude, dyne OG Lulu, så nu er Lulu på 'badeferie', og vender først tilbage under dynen efter to omgange i vaskemaskinen og en tørring, men så er det jo godt, at de to små kan holde Freja med selskab så længe.