Det har man også kunnet mærke på bloggen - nok blogger jeg stadig, men jeg får aldrig lagt de kommentarer, jeg vil, hos jer andre. Jeg svarer også sjældent på kommentarer på min egen blog - og jeg ved, at det betyder alverden her i vores lille blogland med tovejskommunikationen frem for, at jeg blot er afsender, som man ikke kan komme i kontakt med. Jeg læser jo kommunikation, så sådan noget skal jeg vide - og jeg VED det og er ked af, at jeg ikke kan være 100% til stede. Hverken her, i Smuksak, i XoEinDing som virksomhed, i studiet, med Freja, med Peter, med venner og familie.
I går tog jeg en beslutning om at pakke et altoverskyggende projekt sammen for en tid. Det erstattes af et andet tidskrævende projekt, men jeg har indset og taget konsekvensen af, at jeg umuligt kan begge dele samtidigt - og ej heller forsvare et forsøg på det overfor Freja og Peter.
Så nu er XoEinDing-produktionen pakket væk i skabe og skuffer. De sidste småting fjernes i morgen efter en grundig mærkning med post its, så jeg ikke risikerer at glemme (eller gå og spekulere på) småting de næste måneder.
Overlocker og dæksømsmaskine er fjernet. Stof er lagt op på de øverste hylder. Ufærdige projekter sorteret og klar til at gå på standby. Opslagstavlen er ryddet for kreative 'noter' og er nu klar til lister og gøremål af en anden slags. Kun symaskinen står tilbage til helt enkle projekter, der har til formål at give mig nødvendige pauser fra det nye projekt - bacheloren.
Nu skal jeg nemlig være til stede et andet sted. Forhåbentlig kommer færdiggørelsen af studiet til at betyde, at jeg fremover kan være mere til stede - både hér, dér og for dem, der betyder mest.