To dage på to måneder. Det er så mange dage, vi har haft et helt rask barn. Der var hverken snot eller hoste, virus eller infektion. Vi stoppede med astmamedicinen, og jeg forelskede mig påny i min datter - min datter, som jeg slet ikke kunne genkende, fordi hun var en helt anden, end vi er vant til. Forstå mig ret - Freja har sagtens kunnet fungere trods forkølelserne. Det har kun været, når hun er blevet rigtig syg, vi har holdt hende hjemme fra vuggestuen, så hverdagen har hængt sammen på trods af småsygdom.
Det var bare en helt anden pige, der lige dukkede op i de to dage. En pige, som spiste til alle måltider - mere end jeg nogensinde havde troet, hun kunne indeholde. En pige, der sov godt om natten og selv stod ud af sengen for at hente mor om morgenen. En pige, der dansede rundt til fars plader og tog turen over alle dørkarme i hop. En pige der kunne lege selv og blive helt opslugt af legen, og en pige der brød ud i spontan sang om hjulene på bussen og manden, der går over broen og gennem sivene. Jeg savner den pige nu. Jeg savner hende, fordi hun var så glad og tilpas. Jeg savner hende, fordi jeg sådan ville ønske for Freja, at hun kunne have sådanne dage hver eneste dag.
Efter de to gode dage, kom snotten retur, og Freja hostede hele natten. Jeg blev ringet op af vuggestuen, som mente, at hun måtte være rigtig syg, fordi hun bare sad hos en af de voksne og hang. Efter en lur herhjemme var hun ved at brænde op med feber, og i dag ringede vi og fik en tid hos lægen. Freja fik konstateret lungebetændelse og er nu på antibiotika. Hun har det mildest talt elendigt.
Vi håber sådan, at foråret betyder, at Freja kan blive skånet for alle de vira, der florerer. At hun endelig kan få lov til at komme sig helt, og at hendes immunforsvar bliver tilstrækkelig stærkt til at modstå noget af det, der måtte komme senere. Vi glæder os til forår, og jeg glæder mig til igen at se den lykkelige lille pige, Freja var i de to dage.